Nedenstående tekst er hentet fra en brochure fra 1982 om møllen, udgivet af Nysted Turistforening.
Teksten er dog sandsynligvis ældre, idet den leverer navneord med stort begyndelsesbogstav, aa i stedet for å og andre ældre stavemåder.
Den sidste Del af Bynavnet »Kettinge«, nemlig »inge« er et af de sikre sproglige Beviser paa, at vi staar ved et af de ældste Landsbysamfund paa Lolland, og det var egentlig ogsaa at forvente. Vore Forfædre vidste, hvad de gjorde, naar de valgte , hvor de ville bo. For naturligvis lagde man sin og Slægtens Beboelse noget fra Kysten (ca. et Par Kilometer, saa man ikke blev overrumplet fra Søsiden), og dertil skulle man helst ligge højt, og slet ikke paa sumpet Grund, og endelig skulle der helst ligge en Sø, eller i alt Fald noget Vand i nærheden af Landsbyen, saa man var sikker paa at have Vand til Kreaturerne, selv i tørre Somre, naar Brøndene løb tørre.
Alle disse Betingelser er opfyldte i Kettinge, og lige siden Middelalderen, ja indtil Landboreformerne omkring Aar 1800, har der ligget 19 Gaarde i Kettinge Landsby. Nøjagtig som vi ville forvente det i den klassiske danske Landsby ligger Kirken i Landsbyens Østende og Møllen i Vestenden (saa ingen Gaarde eller høje Træer tog af for Syd-Vest-Vindens herlige Kræfter).
Møllens konstruktion
Kettinge Landsby var netop passende for en stor og god Møllerivirksomhed. I Aaret 1887 købte Møller Christian Erik Hansen den da ca. 100 Aar gamle og noget forfaldne Stubmølle, og han lod den nedrive, for den var vel ubekvem at arbejde med, tung var den i alt Fald, hele Møllen skulle jo drejes om sin »Stub«, for at man kunne følge Vinden, og Tilkørsels- og Læsseforhold var ogsaa vanskelige, nej, en helt moderne, »hollandsk« Vindmølle med »Gjennemkørsel« og automatisk Hejseværk, det maatte lige være Sagen, og saa blev da en saadan bygget og stod færdig i Aaret 1891, med et imponerende Vingefang på 31 Alen (19½ Meter).
En hollandsk mølle
Den blev opført af Møllebyggerfirmaet Thorkildsen og Søn i Stubbekøbing. I Stedet for at dreje hele Møllen efter Vinden, kunne man nu nøjes med at dreje »Hatten« (den øverste, løgformede Top med Vingerne), og denne Drejning af Hatten udførte man fra den udvendige Omgang, saa man ikke generede Til- og Frakørsel. Man kaldte det at »krøje Møllen op imod Vinden«, og man benyttede dertil et Gangspil og Kæder i begge Sider, som trak hele »Svansen« (altsaa Møllens »Hale«) rundt. Svansen var jo fæstnet i Møllens Hat, det var en lang Bjælke, som naaede helt ned til Omgangen, og man kunne saaledes fra bekvem Højde holde Møllen i Vinden hele Tiden, og dermed holde Møllen i Gang.
Fra den udvendige Omgang »sejlede man ogsaa Møllen paa« d.v.s. man satte Sejl paa Vingernes Træskelet. Vingerne var jo saa lange, at de lige netop gik fri af Omgangen, naar de stod lodret. Men trak simpelt hen den ene Vinge ned til Omgangen, kravlede op ad den, som ad en stor Stige, og fæstnede Sejlet omkring Møllearmen. Normalt, naar Møllen ikke var i Brug, var Sejlene saaledes rullet om Møllearmene »de var sejlet af«, men trak man i et Reb for Enden af hver Møllevinge, foldede Sejlene sig ud, »man sejlede Møllen paa«, og naar dette var gjort med alle 4 Vinger, »krøjede« man Hatten i Vinden, og Vingerne begyndte at dreje. Blev Vinden for stærk kunne man »rebe« Sejlene, nøjagtig som paa et Skib, altsaa formindske Sejlarealet, saa det passede med Vindens Styrke. Man skulle passe paa, naar man stod paa den udvendige Omgang, mens Møllevingerne gik, de kunne let slaa en Mand ihjel, men man var ikke Møllersvend, før man havde taget Turen rundt med én af Møllevingerne!
Nærmere beskrivelse
Hvis Møllen var stor nok, og det bestemte jo Antallet af Bøndergaarde, som holdt den i Arbejde, saa kunne man bygge hele Underdelen højt op i Mursten, mens »Kroppen« og »Hatten« stadig fortrinsvis tømredes op i Træ. Paa denne Maade kunne man komme højt op i Vejret med Vingerne, og der blev god Plads forneden, en Portgennemgang kunne etableres. Hvis der ikke var Port, maatte man jo køre til Siden af Møllen og hive Sækkene op til den udvendige Omgang og derefter bære dem ind i Møllen og en Etage op, men nu, med Portgennemgang, kørte man simpelt hen ind i Porten, bandt Hestene inde i Tørvejr (Ringen er der endnu), Mølleren lukkede en Lem op lige over Kjøretøjet, gik op paa det øverste Loft, Kværneloftet, og nu betjentes et snedigt, og dog saa enkelt Hejseværk (et Reb gik op igennem alle Lofter (Etager), og helt oppe i Toppen af Hatten belastes et Hjul af Poppeltræ mod Oversiden af det store Stjernehjul. Hejsebommen, med Hejsetovet snoet omkring, drejer sig og løfter Sækkene nede fra Kjøretøjet helt op igennem Møllen til Kværneloftet, Møllerens øverste Arbejdsplads.
Kast nu et Blik op, indvendigt i Hatten, pragtfuld, enkel, gedigen Mekanik i Træ! De fire store Vinger sidder fast i Vingeakslen med de to allervigtigste Lejer i hver sin Ende, Store-Sølen forrest og Lille-Sølen bagerst. De skulle sandelig holdes velsmurte, ellers gik der Ild, og det var naturligvis det værste, en Møller kunne tænke sig. Paa Vingeakslen sidder »Hattehjulet«, et skraat stillet Kamhjul, som overfører det direkte Træk gennem et vandret »Krondrev« til »Vellen« som er den store, lodrette Hovedaksel, hvorfra alt Maskineri tager sin Kraft.
På Vellen, en Etage længere nede, sidder det kæmpestore »Stjernehjul«, som direkte trækker Kværnene, Valseværket og Sigteværket. I Kettinge Mølle har der været 2 Kværne og et Valseværk på Kværneloftet.
Hver Kværn kunne kobles til og fra Stjernehjulet ved Hjælp af en Vægtarm, som simpelt hen trak Jerntandhjulet ud af Indgreb. På Kværneloftet hældes Kornet fra Bondens Sække op i den store Tragt oven paa Kværnen, og Kornet løber nu ned mellem de to Møllesten, hvoraf den øverste drejer rundt. Kornet bliver malet og forsvinder ned gennem en Træ-KanaI til Etagen nedenunder, kaldet Broloftet. Det er fra Broloftet, at der er Adgang til den udvendige Omgang, og Broloftet er Møllerens Lager og største Opholdsplads. Her staar ogsaa hans Skraapult med Regnskaber. Den ene af Kværnene på Kværneloftet staar i direkte Forbindelse med en stor, drejbar Melsigte paa Broloftet. Et simpelt Snoretræk drejer Tromlen, og Melet sigtes i forskellig Finhed.
Naar Kornet igen naar Broloftet, som valset, som malet eller som sigtet Mel, er Mølleriprocessen egentlig til Ende. De fyldte Sække hejses igen ned gennem Lemmen til Hestekjøretøjet nedenunder i Porten (en trekæppet Fjedervogn med Eenspand, eller maaske Fastvognen med To-spand, hvis der var stort Læs). Møller Chr. Erik Hansen drev Kettinge Mølle til sin Død i 1924, hvorefter Sønnen Christian Hansen overtog den. Han installerede noget saa moderne som en 12 Hestes Elektromotor, saa han var uafhængig af Vinden, men under Besættelsen 1940-45, ja endog i de første Aar efter, malede Kettinge Mølle stadig med Vindens Kraft, naar man var ved at have opbrugt EL-Rationen.
Efter 1945
I Frihedens Aar 1945 købte den daværende Kettinge Kommune Møllen, og et Fond blev stiftet med det Formaal at vedligeholde Møllen som et Mindesmærke over Danmarks Befrielse. En smuk Mindeplade blev indmuret i Forsiden med et Vers af N. F. S. Grundtvigs dejlige, historiske Salme om Slaget ved Isted Landsby den 25. Juli 1850, hvor Danskerne under General Krogh sejrede over Slesvig-Holstenerne:
Guds Fred med vore Døde,
i Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som bløde,
af dybe Hjertesaar!
