Kalenderblad

26. aug

 

Trio Klezmer med Channe Nussbaum

Et forrygende bud på verdensmusik, der serveres på den mest spillevende facon

Trio KLEZMER har specialiseret sig i at formidle den farverige glæde og den dybe smerte, der er så karakteristisk for den østeuropæiske musiktradition klezmer. Med udgangspunkt i traditionel klezmer og jidishe lieder skaber denne trio sit eget univers. Her udfoldes spillemandens råstyrke såvel som nutidens rytmik og tonesprog.

Trioen spiller både traditionelle klezmer numre og moderne fortolkninger, som tager afstikkere over i sigøjnermusikken. Sangene udtrykker hele spektret – lige fra den euforisk fest til de indfølte sjælere. Dertil kommer en stribe gnistrende, virtuose instrumentalnumre.

Trio Klezmer har gennem de seneste 15 år spillet en lang række koncerter og udgivet cd’er i både ind- og udland. Og det kan mærkes, at samarbejdet har været tæt og langvarigt. Trioens medlemmer er kompetente hver for sig, men når de spiller sammen, går tingene op i en højere enhed. Musikken slår gnister i et stærkt, fælles udtryk, som tager publikum med storm.

Channe Nussbaum er i centrum. Ikke alene fordi hun er trioens sangerinde og sceniske frontfigur, men også fordi hun skriver en stor del af trioens materiale: Nye sange, der forener det bedste fra traditionen med et friskt pust af fornyelse.

Channe Nussbaum har i mere et årti, været et af de absolutte topnavne på den europæsiske klezmerscene endda med afstikkere til Kina, Japan og Mexiko. Hun har som sangskriver fornyet den jødiske musiktradition klezmer, og har siden nullerne været midtpunkt i Klezmofobia, Trio Klezmer og Channe Nussbaum & Spielniks. Nussbaum har også en anmelderrost dansksproget soloudgivelse bag sig med dansksprogede viser og sange. Hun modtog en Danish music Award for årets album med bandet Klezmofobia og er flere gange nomineret, sidst som årets komponist "Channe Nussbaum synger, så hårene i nakken stritter, og klumpen i halsen melder sig. Man skal være en ualmindelig død cigar for ikke at lade sig rive med."

Mette Smidl har ungarske rødder. Hun er uddannet som klassisk musiker, og derefter har hun specialiseret sig i sigøjnermusik og klezmer. spiller rendyrket klezmer-violin, men på velvalgte steder tilfører hun et ekstra element, når hun slår sig løs i dén sigøjner-stil, der er et andet af hendes specialer og et markant bidrag til trioens særlige udtryk

Øyvind Ougaard er en sand virtuos. I hans harmonikaspil forenes det traditionelle med elementer stort set alle musikalske genrer. Resultatet er en bund, der rummer såvel spillemandens råstyrke som nutidens rytmik og tonesprog. Han har bl.a. medvirket som studiemusiker på mere end 400 cd-indspilninger, og han mestrer sit håndværk til fingerspidserne.

Gå ikke glip af chancen for at opleve Trio Klezmer.