Fredede bygninger

 

 

Senest opdateret:
14. januar 2017

Fredning - bevaring

En fredet bygning har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, mens de bevaringsværdige bygninger har regional eller lokal betydning.

En fredning gælder for hele bygningen, såvel det ydre som det indre, mens en udpegning som bevaringsværdig bygning alene vedrører bygningens ydre.

 

På Nysted-egnen er der 15 fredede beboelseshuse (alle i byen), 3 herregårde (Fuglsang, Bramsløkke og Ålholm) samt Nysted Vandtårn. Disse bygninger, samt alle områdets kirker, må ikke rives ned og må ikke forandres uden efter aftale med Kulturstyrelsen.

I 1993 blev udarbejdet et "Kommuneatlas" for den daværende Nysted Kommune. Heri bedømtes alle ejendomme i  kommunen, og 660 af dem blev betegnet som havende "høj bevaringsværdi". Disse ejendomme må heller ikke rives ned uden efter en offentlighedsfase.

Stat og Guldborgsund kommune

Mens de fredede bygninger administreres af Kulturstyrelsen, administreres de bevaringsværdige bygninger af kommunen, der udpeger bygninger som bevaringsværdige.

Dette sker enten i kommuneplanen eller ved at udarbejde bevarende lokalplaner, der skal sikre bygningerne. Kommunen kan yde økonomisk støtte til vedligeholdelsesarbejder på bevaringsværdige bygninger.